Salomons visdom
12:1 Thi din uforgængelige Ånd er i alle Ting.
12:2 Derfor tugter du dem lidt og lidt, som fornærmer, og
advare dem ved at minde dem om, hvad de har fornærmet,
for at de forlader deres ondskab, kan tro på dig, o Herre.
12:3 Thi det var din Vilje at ødelægge begge disse ved vore Fædres Hænder
gamle indbyggere i dit hellige land,
12:4 hvem du hadede for at gøre de mest modbydelige trolddomsgerninger og ugudelige
ofre;
12:5 og også de nådesløse børnemordere og menneskeædere
kød og blodets fester,
12:6 med deres præster ud af deres afgudsdyrkende besætning og de
forældre, der dræbte med deres egne hænder sjæle, der mangler hjælp:
12:7 For at landet, som du sætter over alt andet, kan få en
værdig koloni af Guds børn.
12:8 Men selv dem, du skånede som mennesker, og du sendte hvepse,
forløbere for din hær, for at ødelægge dem lidt og lidt.
12:9 Ikke fordi du ikke var i stand til at bringe de ugudelige under hånden på de
retfærdige i kamp, eller at ødelægge dem med det samme med grusomme dyr, eller
med et groft ord:
12:10 men efterhånden som du holdt din Dom over dem lidt og lidt, gav du
deres sted for omvendelse, uden at være uvidende om, at de var uartige
generation, og at deres ondskab blev avlet i dem, og at deres
kogitation ville aldrig blive ændret.
12:11 Thi det var en forbandet Sæd fra Begyndelsen; det gjorde du heller ikke af frygt
af nogen, give dem tilgivelse for de ting, hvori de syndede.
12:12 Thi hvem vil sige: Hvad har du gjort? eller hvem skal modstå din
dom? eller hvem skal anklage dig for de folkeslag, der går under, hvem
lavede du? eller hvem skal komme for at stå imod dig for at blive hævn for
de uretfærdige mænd?
12:13 Thi der er heller ingen Gud undtagen du, som har omsorg for alle, som du
kunne vise, at din dom ikke er uretfærdig.
12:14 Heller ikke konge eller tyran skal kunne vende sit ansigt imod dig for
enhver, som du har straffet.
12:15 Fordi du da selv er retfærdig, styrer du alt
retfærdigt, idet du mener, at det ikke passer med din magt at fordømme ham
som ikke har fortjent at blive straffet.
12:16 Thi din magt er begyndelsen til retfærdighed, og fordi du er
alles Herre, det får dig til at være alle nådig.
12:17 Thi naar Menneskene ikke vil tro, at du er af fuld Magt, du
vis din styrke, og blandt dem, som kender den, skaber du deres
dristighed manifest.
12:18 Men du, som behersker din magt, dømmer med retfærdighed og befaler os med
stor yndest: for du kan bruge magt, når du vil.
12:19 Men ved sådanne gerninger har du lært dit folk, at den retfærdige skal
vær barmhjertig og har gjort dine børn til et godt håb, som du
giver omvendelse for synder.
12:20 Thi hvis du straffede dine børns fjender og de dømte
til døden, med en sådan overvejelse, at give dem tid og sted, hvorved
de kan blive udfriet fra deres ondskab:
12:21 Hvor stor omhu dømte du dine egne sønner til
hvis fædre har du svoret og sluttet pagter med gode løfter?
12:22 Derfor, mens du tugter os, plager du vore fjender
tusind gange mere, i den hensigt, at når vi dømmer, så burde vi det
tænk nøje på din godhed, og når vi selv bliver dømt, vi
skal søge nåde.
12:23 Derfor, mens mennesker har levet trøstesløst og uretfærdigt, du
har pint dem med deres egne vederstyggeligheder.
12:24 Thi de gik meget langt bort på Vildfarelsens Veje og holdt dem for
guder, som selv blandt deres fjenders dyr var foragtede
bedraget, som børn uden forståelse.
12:25 Derfor til dem, som for børn uden fornuft, du
sendte ikke en dom for at spotte dem.
12:26 Men de, som ikke vilde blive omdannet ved den irettesættelse, hvori han
gået sammen med dem, vil føle en dom, der er Guds værdig.
12:27 Thi se, hvad de ærgrede sig over, da de blev straffet, det
er, for dem, som de troede var guder; [nu] bliver straffet i dem,
da de så det, anerkendte de, at han var den sande Gud, som førhen
de nægtede at vide, og derfor kom en ekstrem fordømmelse over dem.