Prædikeren
11:1 Kast dit Brød på Vandet, thi efter mange Dage skal du finde det.
11:2 Giv en Del til syv og tillige til otte; thi du ved ikke hvad
ondskab skal være på jorden.
11:3 Hvis Skyerne er fulde af Regn, tømmer de sig over Jorden, og
hvis træet falder mod syd eller mod nord på stedet
hvor træet falder, der skal det være.
11:4 Den, der ser på vinden, skal ikke så; og den, der ser på
skyer skal ikke høste.
11:5 Som du ikke ved, hvad åndens vej er, og hvorledes knoglerne gør
vokse i hendes moderlivs moderliv; således ved du ikke
Guds gerninger, som skaber alt.
11:6 Så din Sæd om Morgenen, og om Aftenen holder du ikke din Haand tilbage.
thi du ved ikke, om det skal lykkes, hverken dette eller hint, eller
om de begge skal være ens gode.
11:7 Sandelig, Lyset er sødt, og det er behageligt for Øjnene
se solen:
11:8 Men dersom en Mand lever mange Aar og fryder sig over dem alle; dog lad ham
husk mørkets dage; thi de skal være mange. Alt hvad der kommer
er forfængelighed.
11:9 Glæd dig, unge Mand, i din Ungdom; og lad dit hjerte glæde dig i
din Ungdoms Dage, og vandre på dit Hjertes Veje og for Synet
af dine øjne; men vid du, at for alt dette vil Gud bringe
dig til dom.
11:10 Fjern derfor sorgen fra dit Hjerte, og fjern det onde fra dit
kød: thi barndom og ungdom er forfængelighed.
Prædikeren
11:1 Kast dit Brød på Vandet, thi efter mange Dage skal du finde det.
11:2 Giv en Del til syv og tillige til otte; thi du ved ikke hvad
ondskab skal være på jorden.
11:3 Hvis Skyerne er fulde af Regn, tømmer de sig over Jorden, og
hvis træet falder mod syd eller mod nord på stedet
hvor træet falder, der skal det være.
11:4 Den, der ser på vinden, skal ikke så; og den, der ser på
skyer skal ikke høste.
11:5 Som du ikke ved, hvad åndens vej er, og hvorledes knoglerne gør
vokse i hendes moderlivs moderliv; således ved du ikke
Guds gerninger, som skaber alt.
11:6 Så din Sæd om Morgenen, og om Aftenen holder du ikke din Haand tilbage.
thi du ved ikke, om det skal lykkes, hverken dette eller hint, eller
om de begge skal være ens gode.
11:7 Sandelig, Lyset er sødt, og det er behageligt for Øjnene
se solen:
11:8 Men dersom en Mand lever mange Aar og fryder sig over dem alle; dog lad ham
husk mørkets dage; thi de skal være mange. Alt hvad der kommer
er forfængelighed.
11:9 Glæd dig, unge Mand, i din Ungdom; og lad dit hjerte glæde dig i
din Ungdoms Dage, og vandre på dit Hjertes Veje og for Synet
af dine øjne; men vid du, at for alt dette vil Gud bringe
dig til dom.
11:10 Fjern derfor sorgen fra dit Hjerte, og fjern det onde fra dit
kød: thi barndom og ungdom er forfængelighed.