1 Thessalonikerbrevet 2:1 For eder selv, Brødre, kender vor Indgang til Eder, at det ikke var forgæves: 2:2 Men også derefter havde vi lidt før, og vi var i skam bad, som I ved, i Filippi, at vi var frimodige i vor Gud til at tale til jer Guds evangelium med megen strid. 2:3 Thi vor Formaning var ikke af Svig eller Urenhed eller i Svig. 2:4 Men som vi af Gud fik lov til at blive sat i tillid til evangeliet, ja så vi taler; ikke som at behage mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter. 2:5 Thi hverken brugte vi på noget tidspunkt smigrende ord, som I ved, eller a kappe af begærlighed; Gud er vidne: 2:6 Heller ikke af mennesker søgte vi ære, hverken af dig eller andre, da vi kunne have været byrdefuldt, som Kristi apostle. 2:7Men vi var milde iblandt jer, ligesom en amme plejer sine børn. 2:8 Så da vi kærligt begærede dig, var vi villige til at have givet jer ikke kun Guds evangelium, men også vore egne sjæle, fordi I var os kære. 2:9 Thi I husker, Brødre, vort Arbejde og Trængsel; og dag, fordi vi ikke ville være skyldige nogen af jer, prædikede vi til jer Guds evangelium. 2:10 I ere vidner, og også Gud, hvor helligt og retfærdigt og ulastelig vi opførte os blandt jer, der tror: 2:11 Som I ved, hvorledes vi formanede og trøstede og befalede enhver af jer, som en far gør sine børn, 2:12 for at I skulle vandre værdigt for Gud, som har kaldt jer til sit rige og herlighed. 2:13 Derfor takker også vi Gud uophørligt, fordi når I modtog Guds ord, som I hørte om os, modtog I det ikke som menneskers ord, men som det i sandhed er, Guds ord, som virker virker også i jer, der tror. 2:14 Thi I, brødre, blev tilhængere af Guds menigheder, som i Judæa er i Kristus Jesus; thi også I have lidt ligesom dine egne landsmænd, ligesom de har af jøderne: 2:15 som både dræbte den Herre Jesus og deres egne Profeter og have forfulgte os; og de behager ikke Gud og er imod alle mennesker. 2:16 Forbyde os at tale til hedningerne, for at de kunne blive frelst, at fylde opløft deres Synder altid, thi Vrede er kommet over dem til det yderste. 2:17 Men vi, Brødre, blive taget fra eder for en kort Tid i Nærværelse, ikke i hjertet, stræbte mere rigeligt at se dit ansigt med stor ønske. 2:18 Derfor vilde vi være kommet til jer, jeg Paulus, gang på gang; men Satan hindrede os. 2:19 For hvad er vort håb eller glæde eller jubels krone? Er du ikke engang med vor Herre Jesu Kristi nærvær ved hans komme? 2:20 Thi I er vor ære og glæde.