1 Thessalonikerbrevet
2:1 For eder selv, Brødre, kender vor Indgang til Eder, at det ikke var
forgæves:
2:2 Men også derefter havde vi lidt før, og vi var i skam
bad, som I ved, i Filippi, at vi var frimodige i vor Gud til at tale
til jer Guds evangelium med megen strid.
2:3 Thi vor Formaning var ikke af Svig eller Urenhed eller i Svig.
2:4 Men som vi af Gud fik lov til at blive sat i tillid til evangeliet, ja
så vi taler; ikke som at behage mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter.
2:5 Thi hverken brugte vi på noget tidspunkt smigrende ord, som I ved, eller a
kappe af begærlighed; Gud er vidne:
2:6 Heller ikke af mennesker søgte vi ære, hverken af dig eller andre, da vi
kunne have været byrdefuldt, som Kristi apostle.
2:7Men vi var milde iblandt jer, ligesom en amme plejer sine børn.
2:8 Så da vi kærligt begærede dig, var vi villige til at have
givet jer ikke kun Guds evangelium, men også vore egne sjæle,
fordi I var os kære.
2:9 Thi I husker, Brødre, vort Arbejde og Trængsel;
og dag, fordi vi ikke ville være skyldige nogen af jer, prædikede vi
til jer Guds evangelium.
2:10 I ere vidner, og også Gud, hvor helligt og retfærdigt og ulastelig vi
opførte os blandt jer, der tror:
2:11 Som I ved, hvorledes vi formanede og trøstede og befalede enhver af jer,
som en far gør sine børn,
2:12 for at I skulle vandre værdigt for Gud, som har kaldt jer til sit rige
og herlighed.
2:13 Derfor takker også vi Gud uophørligt, fordi når I
modtog Guds ord, som I hørte om os, modtog I det ikke som
menneskers ord, men som det i sandhed er, Guds ord, som virker
virker også i jer, der tror.
2:14 Thi I, brødre, blev tilhængere af Guds menigheder, som i
Judæa er i Kristus Jesus; thi også I have lidt ligesom
dine egne landsmænd, ligesom de har af jøderne:
2:15 som både dræbte den Herre Jesus og deres egne Profeter og have
forfulgte os; og de behager ikke Gud og er imod alle mennesker.
2:16 Forbyde os at tale til hedningerne, for at de kunne blive frelst, at fylde
opløft deres Synder altid, thi Vrede er kommet over dem til det yderste.
2:17 Men vi, Brødre, blive taget fra eder for en kort Tid i Nærværelse, ikke
i hjertet, stræbte mere rigeligt at se dit ansigt med stor
ønske.
2:18 Derfor vilde vi være kommet til jer, jeg Paulus, gang på gang; men
Satan hindrede os.
2:19 For hvad er vort håb eller glæde eller jubels krone? Er du ikke engang med
vor Herre Jesu Kristi nærvær ved hans komme?
2:20 Thi I er vor ære og glæde.