1 Konger 17:1Og Tisjbitten Elias, som var af Gileads indbyggere, sagde til Akab, saa sandt HERREN, Israels Gud, lever, for hvem jeg staar, der skal ikke være dug eller regn i disse år, men efter mit ord. 17:2Og HERRENs Ord kom til ham og sagde: 17:3 Gå herfra og vend dig mod øst og skjul dig ved bækken Cherith, det er før Jordan. 17:4 Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken; og jeg har befalede ravnene at fodre dig der. 17:5 Så gik han hen og gjorde efter HERRENs Ord; thi han gik hen boede ved bækken Cherith, det er foran Jordan. 17:6Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og kød om aftenen; og han drak af bækken. 17:7 Og det skete efter en Stund, at Bækken tørrede ud, fordi der havde ikke været regn i landet. 17:8Og HERRENs Ord kom til ham og sagde: 17:9 Stå op, gå til Zarefat, som hører til Zidon, og bo der! se, jeg har befalet en enke kvinde at forsørge dig. 17:10 Så stod han op og drog til Zarefat. Og da han kom til porten til by, se, enkekvinden var der og samlede stokke, og han kaldte på hende og sagde: Hent mig lidt vand i en kar, så jeg kan drikke. 17:11 Og da hun gik og hentede den, kaldte han på hende og sagde: "Bring mig! Jeg beder dig, en bid brød i din hånd. 17:12 Og hun sagde: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, men en håndfuld mel i en tønde og lidt olie i en krukke; og se, jeg samler to pinde, så jeg kan gå ind og klæde det på til mig og mine søn, så vi kan spise det og dø. 17:13 Da sagde Elias til hende: Frygt ikke; gå hen og gør, som du har sagt: men lav først en lille kage til mig deraf og bring den til mig og derefter lav til dig og din søn. 17:14 Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Meletønden må ikke Øde, og oliekrusen skal ikke svigte, indtil den dag, Herren sender regn på jorden. 17:15 Og hun gik hen og gjorde som Elias havde sagt, og hun og han og hendes hus spiste mange dage. 17:16 Og tønden mel var ikke spildt, og oliekrusen svigtede ikke, efter HERRENs Ord, som han talte ved Elias. 17:17 Og det skete efter disse ting, at kvindens søn, Husets elskerinde, blev syg; og hans sygdom var så øm, at der var ingen ånde tilbage i ham. 17:18 Og hun sagde til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du mand af Gud? er du kommet til mig for at minde min synd og slå min ihjel søn? 17:19 Og han sagde til hende: "Giv mig din Søn!" Og han tog ham ud af hendes barm, og bar ham op på et loft, hvor han boede, og lagde ham på sit egen seng. 17:20 Og han råbte til HERREN og sagde: Herre min Gud, har du også bragt ondt over enken, som jeg bor hos, ved at dræbe hendes søn? 17:21 Og han strakte sig over barnet tre gange og råbte til ham HERRE og sagde: Herre min Gud, lad dette Barns Sjæl komme! ind i ham igen. 17:22 Og HERREN hørte Elias' Røst; og barnets sjæl kom ind i ham igen, og han genoplivede. 17:23Og Elias tog Barnet og førte det ned af Kammeret ind huset og overgav ham til hans moder, og Elias sagde: "Se, din!" søn lever. 17:24Og Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg, at du er en Mand af Gud, og at Herrens ord i din mund er sandhed.