1 Konger
17:1Og Tisjbitten Elias, som var af Gileads indbyggere, sagde til
Akab, saa sandt HERREN, Israels Gud, lever, for hvem jeg staar, der skal
ikke være dug eller regn i disse år, men efter mit ord.
17:2Og HERRENs Ord kom til ham og sagde:
17:3 Gå herfra og vend dig mod øst og skjul dig ved bækken
Cherith, det er før Jordan.
17:4 Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken; og jeg har
befalede ravnene at fodre dig der.
17:5 Så gik han hen og gjorde efter HERRENs Ord; thi han gik hen
boede ved bækken Cherith, det er foran Jordan.
17:6Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og
kød om aftenen; og han drak af bækken.
17:7 Og det skete efter en Stund, at Bækken tørrede ud, fordi
der havde ikke været regn i landet.
17:8Og HERRENs Ord kom til ham og sagde:
17:9 Stå op, gå til Zarefat, som hører til Zidon, og bo der!
se, jeg har befalet en enke kvinde at forsørge dig.
17:10 Så stod han op og drog til Zarefat. Og da han kom til porten til
by, se, enkekvinden var der og samlede stokke, og han
kaldte på hende og sagde: Hent mig lidt vand i en
kar, så jeg kan drikke.
17:11 Og da hun gik og hentede den, kaldte han på hende og sagde: "Bring mig!
Jeg beder dig, en bid brød i din hånd.
17:12 Og hun sagde: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, men en
håndfuld mel i en tønde og lidt olie i en krukke; og se, jeg
samler to pinde, så jeg kan gå ind og klæde det på til mig og mine
søn, så vi kan spise det og dø.
17:13 Da sagde Elias til hende: Frygt ikke; gå hen og gør, som du har sagt: men
lav først en lille kage til mig deraf og bring den til mig og derefter
lav til dig og din søn.
17:14 Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Meletønden må ikke
Øde, og oliekrusen skal ikke svigte, indtil den dag, Herren
sender regn på jorden.
17:15 Og hun gik hen og gjorde som Elias havde sagt, og hun og han
og hendes hus spiste mange dage.
17:16 Og tønden mel var ikke spildt, og oliekrusen svigtede ikke,
efter HERRENs Ord, som han talte ved Elias.
17:17 Og det skete efter disse ting, at kvindens søn,
Husets elskerinde, blev syg; og hans sygdom var så øm, at
der var ingen ånde tilbage i ham.
17:18 Og hun sagde til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du mand af
Gud? er du kommet til mig for at minde min synd og slå min ihjel
søn?
17:19 Og han sagde til hende: "Giv mig din Søn!" Og han tog ham ud af hendes barm,
og bar ham op på et loft, hvor han boede, og lagde ham på sit
egen seng.
17:20 Og han råbte til HERREN og sagde: Herre min Gud, har du også
bragt ondt over enken, som jeg bor hos, ved at dræbe hendes søn?
17:21 Og han strakte sig over barnet tre gange og råbte til ham
HERRE og sagde: Herre min Gud, lad dette Barns Sjæl komme!
ind i ham igen.
17:22 Og HERREN hørte Elias' Røst; og barnets sjæl kom
ind i ham igen, og han genoplivede.
17:23Og Elias tog Barnet og førte det ned af Kammeret ind
huset og overgav ham til hans moder, og Elias sagde: "Se, din!"
søn lever.
17:24Og Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg, at du er en Mand af
Gud, og at Herrens ord i din mund er sandhed.